Bogen Optur Down Under – også snart som lydbog

Bogen

Længe havde jeg tænkt over at skrive en bog om min fantastiske cykeltur. Nu har jeg skrevet en bog, men den handler ikke ”bare” om oplevelser på en cykeltur.

Det er også en meget personlig fortælling om den enorme betydning, som min tur har haft for mit liv og for min personlige udvikling. En udvikling, som har gjort, at jeg i dag har gennemgået nogle meget markante, men positive, ændringer i mit liv.

Jeg har ændret mit liv på en måde, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle gøre.

Bogen handler derfor reelt om to rejser. Både den på cykel, og den mentale rejse, som jeg efterfølgende har været på. Bogen vil derfor ikke ”kun” være interessant for cykelinteresserede, men for alle der er interesserede i mennesker, og hvad det at udleve en drøm kan betyde for et menneske.

Bogen er indbundet, 400 sider lang og indeholder mere end 160 farvefotos. Lydbogen er indtalt af forfatteren og er cirka otte timer lang. Klik her for at komme til bestilling: Bestil bogen

Læseranmeldelser fra Gucca og Saxo:

Susanne M★★★★★
Flot dejlig cykelbog om et eventyr man får lidt våde øjne af. Man bliver imponeret over forfatterens evne til at være så hudløst ærlig om sine tanker hele vejen igennem bogen. Har hørt at han holder foredrag. Det må jeg høre en dag


Robert C★★★★★
Frank har skrevet en dejlig bog, som man har svært ved at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Uden synderlig forberedelse kaster Frank sig ud i et eventyr, som må gøre mange af os misundelige. New Zealand og Australien er 2 skønne cykellande, og overalt tages der godt imod Frank. Men Frank er som menneske også en, som giver meget tilbage af sig selv. Derfor er det nogle skønne besøg, der undervejs berettes om. Man får helt klart lyst til at kaste sig ud i samme eventyr som Frank. Franks eventyr slutter som et rigtigt eventyr, så er der ikke sagt for meget.


Johnny Møller★★★★★
I en tid hvor verden er af lave og alt det negative dominerer, er det befriende at læse en bog som viser, at der stadig er håb for menneskeheden. En hjertevarm og stedvis rørende rejsebeskrivelse om forfatterens kamp mod indre dæmoner, som han overvinder med gevinst både for ham og hans omgivelser og de oplevelser man kan få, med et positivt og åbent sind. Kan anbefales på det varmeste.


Lars Liliendahl Sørensen★★★★★
Særdeles læseværdig bog. Vedkommende, engageret og engagerende, lærerig. En dejlig oplevelse, som man kan leve længe på. Spread the news....


Karsten Randrup★★★★★
Super positiv bog, man bliver glad af at læse bogen, Jeg kan kun blive i godt humør af dine beskrivelser.


Anja Marcuslund★★★★★
Meget dejlig læseoplevelse,.Befriende at læse den , Der bliver skrevet så meget om verdens elendighed,så dine positive beskrivelser af mødet med fremmmede mennesker satte positive tanker i gang .


Mikkel★★★★
Super spændende bog som hudløst ærligt beskriver forfatterens rejse både fysisk og mentalt.


Mette Bjerring★★★★★
Super god bog og let at læse. Gode beskrivelser af landskab, oplevelser og det bedste er, at man føler men 'selv er med på turen'. Kan læses både som underholdning, rejsebog, rejseinspiration og som en bog til at give sig selv 'et spark bagi' til at gøre noget anderledes i sit liv.
En super god bog.


Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Frank Jensen har skrevet en usædvanlig god og meget personlig bog. Inden karakteren gives, uddybes herunder hvorfor.
Jeg har læst et hav af cykelferie-beskrivelser og en del af dem er hurtigt blevet lagt tilbage på hylden, inden de blev færdiglæst. De var simpelthen for kedelige. Dette er på ingen måde tilfældet med Franks bog med den geniale titel Optur Down Under.
Efter en tilfældig udflugt i hjembyen Aalborg til et cykelforedrag – som skulle vise sig at få afgørende indflydelse på hans videre liv - føler den midaldrende single, Frank sig lige pludselig ekstra hårdt ramt af en personlig krise.
Efter forældrenes død, endt uddannelse og et fast job rammes han af den daglige drænende trummerum, tilsat et dårligt arbejdsklima. Han føler, at han ”spiller den forkerte plade” i sit liv og rent mentalt er han, af den opfattelse, at han bevæger sig i en rigtig dårlig retning.
Kraftig inspireret af foredraget føler han, at tidspunktet er inde til at drage konsekvenserne af krisen.
Frank – som i bund og grund er en positiv person - har fra barnsben været en del igennem i sit liv og trænger i den grad til at få tanket op på både selvværds- og selvtillidskontoen.
Som cykelturist der gerne vil i kontakt med lokalbefolkningen findes der ikke meget bedre lande end New Zealand og Australien, hvor indbyggerne stadig har den pionerånd i sig, at de er nybyggere og ser alle fremmede som en ven, de endnu ikke har lært at kende.
På sin 9 måneder lange rejse i de to trygge og vestlige lande kommer Frank ud af sin komfortzone. Der bliver taget varmt imod Frank nærmest ligegyldigt, hvor end han dukker op, hvilket giver ham mange opture.
Men indimellem også nedture når han cykler videre fra overnatningsværterne, idet han godt kan se brudstykker af ingredienserne til, hvad det er han mangler i sit liv.
Frank er meget ærlig i bogen og beskriver uden blusel, når han har det godt eller skidt i sit indre sind.
Det kan lyde udfordrende for læseren, men Frank mestrer balancen uden, at det bliver kvalmende. Det er en af bogens mange styrker og det er faktisk meget befriende, idet man kan nikke genkendende til sig selv i flere situationer.
Den negative selvopfattelse Frank har fra bogens begyndelse, bliver stille og roligt i takt med de læste kapitler, vendt 180 grader, og man får den opfattelse, at den forbliver permanent.
Der er selvfølgelig en del – men stadig under gennemsnittet – gentagelser i bogen, men det kan ikke være anderledes, når man skal beskrive en cykeltur, hvor skabelonen nogenlunde er den samme dag for dag.
Til daglig er Frank journalist, hvilket skinner igennem, da bogen på 400 sider lynhurtigt er færdiglæst.
De mange person- og naturbeskrivelser skilles fint fra hinanden, da Frank lever sig ind i dem og virkelig giver dem plads og personlighed i bogen.
Ligesom de kedelige bøger, måtte jeg også lægge Franks bog på hylden - ikke fordi den var gabende - men ellers ville jeg blive færdig med den alt for hurtig.
Jeg følte mig godt tilpas i Franks selskab og udskød på den måde afslutningen, som jeg ikke vil afsløre alt for meget af her, bortset fra at det er en Happy Ending, som næsten er et biograflærred værdigt.
Kommer jeg forbi Franks hus en dag på min cykelfærd vil jeg helt sikkert kontakte ham mhp. en overnatning.
Topkarakter herfra til denne livsbekræftende fortælling!
★★★★★
peter b